Jeg blev godt og grundigt overrasket i fredags da en flok regnvåde mænd pludselig troppede op i lejligheden. Jeg havde luret at det snart var tid til polterabend, men jeg troede først det ville blive dagen efter.
Efter en hurtig øl og et par gajoler blev jeg sat til at pakke en taske og finde regntøjet og cyklen frem. Første stop var Cafe Langebro hvor den stod på smørrebrød. Allerede her var mange af os godt våde. Det blev ikke bedre da vi efterfølgende tog til Islands Brygge for at spille kajakpolo. Blandingen af regn, kraftig vind og havvand var lidt hård, men det var en rigtig sjov aktivitet.
Resten af eftermiddagen blev brugt i et lille pladestudie bag rådhuspladsen. Her fik jeg æren at at indspille Dansk arbejde af De Gydne Løver, sammen med det til dagen sammensatte kor. Det blev også til en musikvideo, produceret af en lidt for selvfed mand. Efterfølgende cyklede vi til en spejderhytte på Amager, med et enkelt pit stop undervejs på Cafe 5-øren. Resten af aftenen stod på hygge, tørt tøj og små festlige indslag. Det var en rigtig god dag, men jeg var temmelig træt da jeg ramte Sundholmsvej kl. 04 om natten.