Arkiv for kategorien ‘@DTU’

PhD afhandling

mandag, 12. oktober 2009

Jeg har endelig fået den færdige udgave af min PhD afhandling. Tre års arbejde kogt ned til 457 gram.

Hvis man har lyst til at kigge i den kan den hentes her.

PhD

PhD

tirsdag, 17. marts 2009

Fredag d. 6. marts blev jeg færdig som PhD. Ugerne op til havde været lidt hektisk, da der ikke er meget forberedelsestid når man også skal passe barn. Det lykkedes mig dog at få lavet en rigtig god (og kun lidt for lang) præsentation. Den efterfølgende diskussion med komiteen gik også rigtig godt. Klokken lidt over fem fik jeg det endelige svar fra komiteen, og kunne konstatere at de sidste 3,5 års arbejde ikke har været helt spildt.

De næste par måneder står den forsat på barsel, før jeg vender tilbage til DTU for at forsætte med forskningen.

DHL stafet

søndag, 7. september 2008

I tirsdags var jeg i Fælledparken og løbe DHL stafet med arbejdet. Det er efterhånden 4-5 måneder siden jeg sidst har løbet, så jeg var lidt spændt på hvordan benene ville tage det. Jeg løb som femte mand, i let regn og tusmørke. De fem kilometer blev klaret på omkring 23 ½ minut. Det gik rimeligt under selve turen, selvom det var lidt hårdt til tider. Til gengæld har i mine lår været ømme lige siden.

Hele min løbetur kan ses på Nokia Sports Tracker.

Firenze

tirsdag, 8. april 2008

De sidste par dage har jeg tilbragt i Firenze. Jeg deltager i konference CHI 2008. Det er samme konference som jeg var med til for to år siden i Montreal. Jeg skal ikke præsentere noget i år, men er kun med som tilhører. Konferencen omhandler alle aspekter af interaktion i mellem computere og mennesker.

Fiorentina - Regina

Jeg kom allerede herned i lørdags og har fået set det meste af byen udefra. Jeg har aldrig været i Firenze før, så det var spændende at gå rundt i byen. Byens centrum er meget kompakt, så næsten alt er i gå afstand. Søndag var jeg på Stadio Comunale og se byens fodboldhold Fiorentina spille mod Reggina. Det blev til en 2-0 sejr, men det var ikke den kønneste kamp jeg har set.

Vejret hernede har været godt de første dage, men de har lovet mere regn i løbet af ugen. Forhåbentlig kommer det først sidst på ugen hvor jeg er taget hjem igen.

Eksamen vel overstået

onsdag, 12. december 2007

I går var der eksamen i Interaktionsdesign på DTU. Jeg har undervist i faget i hele efterårssemestret, og det er i det store hele gået fint. Jeg har endnu ikke fået kigget på besvarelsen, men det ser ud til at alle fremmødte har fået afleveret. Efter at have fået undervisningen og eksamen overstået kan jeg nu igen fokusere på min Phd.

Morten & Bonuseffekten

onsdag, 3. oktober 2007

Jeg blev ringet op i går formiddags af en journalist fra TV-2 Radio. Hun ville høre om jeg kunne deltage i eftermiddagsshowet Wichmann & Bonuseffekten. De skulle snakke om telefonernes SMS ordbøger og hvorfor de ofte kommer med mærkelige ordforslag. Derfor havde de behov for en ‘ekspert’ der kunne udtale sig. Jeg var direkte i gennem til programmet i omkring fem minutter. Det hele foregik over telefonen så jeg slap for at bruge transporttid til studiet.

Vi snakkede dels om hvordan ordbøgerne fungerer i dag og hvad vi kan forvente os i løbet af de næste par år. Det er selvfølgelig meget begrænset hvor meget man kan nå at forklare på den korte tid, men jeg synes det gik godt. Jeg tror da de fleste blev klar over hvorfor telefonerne skriver lovs i stedet for knus.

Et uddrag af programmet kan findes på deres hjemmeside. Her er et direkte link til download af programmet. Jeg går ud fra at TV-2 fjerner de gamle programmer på et tidspunkt. Hvis linksne ikke fungerer så kan du skrive til mig for at få indslaget tilsendt.

To nye blogs

fredag, 29. juni 2007

Jeg har på det seneste søsat to nye blogs på nettet. Den første er omkring vores kommende sommerlejr, og skal bruges så forældrene kan følge med i hvad der sker. Den kan ses her.

Den anden blog omhander Mobile User Experience. Planen er at den skal bruges til at beskrive arbejdet med min phd og andet relevant jeg måtte støde på. Bloggen er på engelsk, da mange af emnerne også kan have interesse for folk fra udlandet.

Min telefon forstår mig ikke…

mandag, 25. juni 2007

I den seneste udgave af CICT’s nyhedsbrev har jeg skrevet om mit arbejde med min phd. Artiklen handler om de problemer der er med de nuværende tekst input systemer på mobiltelefoner og hvordan man kan forbedre dem. Hele nyhedsbrevet (på engelsk) kan læses her.

In your face, Jes Dorph

fredag, 13. april 2007

Jeg blev vækket kl. 6.10 i går af en journalist fra Københavns radio. De havde fundet artiklen i Politiken og ville gerne have mig i studiet til et interview. Heldigvis bor vi tæt på DR-byen, så det var intet problem at være fremme kl. 7.20. Interviewet blev sendt direkte på P4 København. Det var rart at få lov til selv at sige hvad projektet går ud på. Flere af artiklerne fra i forgårs har været fyldt med fejl, og bar præg af at være blevet skrevet af efter hinanden.

I løbet af formiddagen ringede der både folk fra P3 Nyhederne og TV-2 Radio. Jeg var i P3 Nyhederne kl. 16 og igen kl. 17. TV-2 Radio valgte ikke at bringe noget. Formentlig fordi jeg fortalte dem at jeg også skulle i P3.

Indslagene kan høres her:

Endnu mere pressedækning

onsdag, 11. april 2007

Mit Ph.d. projekt har i dag været nævnt på en række nyhedssider:

De fleste artikler beskriver projektet godt, men Computerworld har fået historien lidt galt i halsen. Hovedvægten er alle steder lagt på patentet som jeg skulle have solgt til Nokia. Sandheden er dog at patentansøgningen blev indleveret af Nokia som en del at mit speciale i 2005. I den forbindelse overdrog jeg rettighederne til Nokia, og fik til gengæld udbetalt lidt penge for ideen. Patentansøgningen kan ses her.